Brendas historie

I fremtiden vil jeg gerne være selvstændig, kunne hjælpe andre mennesker, betale husleje og ikke have brug for mine forældres hjælp

Brenda 20 år

Gik på FGU 2019-2021

Startet på EUD Helsingør – SOSU-assistent linjen, august 2021

oplæsning

Jeg var 15 år, da jeg kom til Danmark fra Cameroun i Vestafrika sammen med min mor. Jeg kunne ikke forstå dansk og syntes, det var meget svært at lære. Jeg gik i 9. og 10. klasse, men det var alt for svært med sproget, og jeg følte mig så forvirret. Så i 10. klasse skiftede jeg til FGU, så jeg kunne tage 9.klasse igen.

Det var meget nemmere for mig på FGU. Jeg kunne bedre forstå sproget, og jeg lærte mange ting. Det var en helt anden måde at lære på. Når vi skulle lave opgaver, så vi for eksempel en lille film eller lærte grammatik med spil, som læreren havde lavet. Bagefter skulle vi skrive, hvad det var, vi havde lært. Det var sjovt og det gjorde det meget nemmere at huske, hvad vi havde lært.

Alle lærerne på FGU var dygtige til at hjælpe klassen. De brugte meget tid på at sikre, at vi forstod det, de gennemgik. De gav os flere eksempler på, hvordan vi skulle lave opgaverne og gennemgik dem med os, indtil vi forstod det. På FGU var vi flere, der ikke forstod dansk særlig godt, og det var rart, at man ikke er alene om at synes, det var svært. Der var meget bedre sammenhold, og vi hjalp hinanden med opgaverne. Jeg fik venner på FGU og en rigtig god veninde, som jeg laver en masse ting med.

Jeg vil gerne være sygeplejerske, men jeg kunne ikke tage en HF og komme på Sygeplejeskolen, fordi mine karakterer ikke var gode nok. Det var min mors veninde, der er sygeplejerske, der fortalte mig, at det var en god idé at tage en SOSU-uddannelse først og så blive sygeplejerske bagefter. Så nu er jeg er startet på EUD i Helsingør. Jeg starter med at uddanne mig til SOSU-assistent, og bagefter tager jeg uddannelsen til sygeplejerske. Så kan jeg hjælpe syge og gamle mennesker her i Danmark og måske også i mit hjemland en dag.

Mens jeg gik på FGU, var jeg i praktik på et plejehjem, samtidig med at jeg gik i skole og lærte dansk og matematik. Jeg arbejdede der også i min sommerferie, hvor de manglede personale på grund af ferie. Det var meget spændende at arbejde på et plejehjem, og jeg lærte mange ting. Det var også fysisk hårdt, og jeg blev meget træt. Min mors tidligere kollega arbejdede der også, og hun hjalp mig meget. Hun viste mig, hvordan jeg skulle gøre tingene og var meget sød mod mig. Alle, både beboerne og dem der arbejdede der, var meget søde ved mig.

På plejehjemmet kunne jeg se, at jeg var god til at hjælpe mennesker. Jeg snakkede med beboere og hørte dem fortælle deres historier. Det var ret spændende. Jeg lærte også hurtigt en masse dansk af de gamle mennesker. De lærte mig rigtig mange ord, som jeg ikke kendte i forvejen. Da jeg stoppede, fik jeg en masse blomster af mine kolleger, og de sagde, at jeg var rigtig god til at samarbejde og til at arbejde med de gamle.

Uddannelse er meget vigtig for mig. I fremtiden vil jeg gerne være selvstændig, kunne hjælpe andre mennesker og betale husleje og ikke have brug for mine forældres hjælp. Blive uafhængig og selvstændig. Jeg vil også gerne kunne hjælpe min familie i Afrika. De har ikke så mange penge.

Maries historie

Der er ikke kun én måde at være på…

Marie, 21 år

Voksede op alene med sin mor

FGU – pædagogisk værksted og AGU

Startet på fuld HF august 2021

oplæsning

Min far døde af hjertestop, et par måneder før jeg blev født, så det har altid bare været mig og min mor. Min mor er direktør, så hun har altid arbejdet meget, og jeg har være meget alene.

Jeg har nået at gå på ca. 10 skoler siden 1. klasse. Det gik super godt indtil mobningen startede omkring 3.klasse. Vores lærer var syg i lang tid, og vi havde vikar hele tiden. Der var en pige i min klasse, der styrede det hele. Hun bestemte hvem, der måtte lege med hvem, og hvem der ikke måtte lege med. Hun var også min bedste veninde, så jeg skulle også kæmpe med hende. I 4.-5. klasse var der til sidst 7 piger, der skiftede skole på grund af mobningen. Jeg tror ikke lærerne havde ressourcer nok – havde tid nok. De så det heller ikke, for når lærerne var der, opførte mobberne sig ordentligt. Det foregik jo i frikvartererne

Jeg skiftede så til en privatskole, men var nødt til at skifte igen allerede efter ½ år, da jeg blev ramt af social angst og en svær depression. Jeg havde enormt svært ved at kigge på andre, så jeg kiggede ned i gulvet hele tiden. Jeg havde også svært ved at sige noget. Det var som om, ordene ikke kunne komme ud af munden på mig. Da jeg var omkring 13-14 år fik jeg diagnosen autisme, og så blev jeg sendt på en specialskole. Men det gik bare dårligere og dårligere. Jeg kunne til sidst ikke engang gå ud af mit eget værelse, og kom kun ud, når jeg skulle tisse. Min mor prøvede alverdens ting for at få mig i gang. Hun har bare kæmpet løs, siddet oppe i handicapafdelingen på kommunen og ikke villet gå, før hun havde talt med en leder. Hun ville have, at jeg fik hjælp, for jeg skulle ikke bare sidde derhjemme og have det så dårligt.

Da jeg blev 18, fik jeg endelig fjernet den autisme-diagnose. Jeg havde simpelthen kæmpet for at få den væk, for jeg kunne bare ikke se det… Det kunne min familie heller ikke. Man fandt så ud af, at jeg ikke havde autisme, men at jeg var særlig sensitiv overfor lyde og alting. Jeg var stadig meget trist og var i perioden, fra jeg var 14-17 år, indlagt akut rigtig mange gange. Jeg har aldrig forsøgt at begå selvmord, men jeg var bare så træt af at leve og havde brug for at få fred for mine følelser…

Jeg har haft utrolig mange dårlige lærere. Flere af dem virkede som om, at de ikke havde lyst til at blande sig, når der var mobning. De var der bare for at arbejde. Så det var enormt rart at komme på FGU og møde nogle lærere, som både var enormt pædagogiske og åbne omkring de problemer, eleverne havde. Det er jo de færreste, som starter på FGU, der ikke har en eller anden forhistorie. Der går alle mulige mennesker, med alle mulige baggrunde, og mange har dårlige erfaringer med at gå i skole og har måske ikke været i skole i lang tid. Det er som om, lærerne her kan hjælpe én, uanset hvilket problem du har. Hvis man er enormt udadreagerende, er der plads til det, og hvis man er stille, er der plads til det. Der er ikke kun én måde at være på. Og de forklarer ikke kun tingene på én måde, som man kender det fra folkeskolen. De tilpasser også undervisningen efter det niveau, man er på, uanset om det er 6.klasses eller 9.klasses niveau. Så man ikke skal sidde og være ked af det og føle sig dum. De ved, at man kan være god til rigtig mange ting. Det handler ikke kun om det faglige og om karakterer. De er dygtige til at finde ud af, hvad vi ellers er gode til og inddrage det i undervisningen. Der er også elever på FGU, der er enormt dygtige fagligt, men så har de måske haft det svært psykisk eller været skoletrætte.

Det var det sociale, der var sværest for mig, da jeg startede på FGU. Jeg havde jo ikke været social i flere år, og jeg tror der gik to år, før jeg kom rigtigt ind i det sociale liv og fik styr på de uskrevne regler. Der var også en masse drama i starten, men Eva, der var vores lærer på Pædagogisk værksted, var enormt god til at håndtere de dér konflikter og intriger. Eva sagde den første dag ud i klassen, at vi skulle komme til hende, hvis vi havde problemer, eller noget vi døjede med. Hun ville rigtig gerne hjælpe os, men hun kunne kun hjælpe os, hvis hun vidste, hvad der var galt. Jeg tog mig sammen og gik hen og fortalte hende, hvilke problemer jeg havde. Hun sagde, at hun var glad for at vide det, og hun fortalte mig også, at jeg bare skulle sige til, hvis der var noget, hun kunne gøre. Jeg skulle ringe, hvis jeg fik det dårligt og ikke kunne komme i skole, og hvis jeg kun kunne være der en time, så var det også ok. Man kunne også godt mærke på Eva, at hun kunne lide at være lærer på FGU – det var ikke bare et arbejde for hende.

Der har været perioder, hvor jeg fik det enormt dårligt, men jeg blev ikke smidt ud. Eva sagde hver gang, at det var ok, og jeg skulle bare blive hjemme, til jeg var klar. Hvis der var noget, skulle jeg bare ringe. Jeg måtte godt ringe selvom klokken var 2 om natten, det var Eva ligeglad med. Men det gik mig egentlig super godt på FGU. Jeg havde stadig mine nedture, havde stadig min angst og depression, men jeg blev altid mødt med åbne arme på skolen. Det var enormt rart, at man ikke skulle tage den dér maske på for at passe ind.

Det var også på det pædagogiske værksted, jeg mødte Niclas, og vi blev kærester. Efter 1 ½ år skiftede jeg til AGU, fordi jeg gerne ville gå på HF. Der tog jeg 10.klasse på et halvt år, og det var dér, jeg fandt ud af, at jeg faktisk var ret fagligt god… I Folkeskolen gav mine lærere mig altid en følelse af, at jeg var dårlig, i stedet for at hjælpe mig med at lære mig det, jeg skulle kunne.

Der var flere, der sagde til mig, at jeg ikke måtte blive ked af det, hvis jeg ikke kunne klare at starte på HF. Så kunne jeg altid tage et år mere på FGU. Jeg blev så irriteret, for det var bare det, jeg skulle nu! Og jeg kunne bare mærke, at jeg var klar til at komme videre!

I august startede jeg så på en fuld HF, og det går rigtig godt. Jeg har fået venner for første gang siden 7.klasse, og jeg tror, det var godt, at jeg fik trænet mine sociale færdigheder på FGU, inden jeg startede her. Jeg har stadig angst og depression, men slet ikke på samme niveau som tidligere – overhovedet ikke!

Når jeg er færdig med min HF, vil jeg måske gerne være politibetjent, psykolog eller noget andet, hvor jeg kan hjælpe mennesker. For jeg er god til at snakke med mennesker og til at forstå dem, hvis de har det svært. Men lige nu vil jeg bare nyde, at det går godt, og at jeg på vej i den rigtige retning.

Niclas historie

Når jeg kan det her, så kan jeg nærmest også alt andet!

Niclas

23 år

FGU – AGU

HF august 2021

oplæsning

Jeg havde ikke en dårlig skolegang, men den manglede noget indhold – i hvert fald for mig. Jeg kunne ikke følge med, og jeg var heller ikke interesseret i at følge med. Jeg var simpelthen ikke indlæringsparat. Jeg var et meget introvert og stille barn, som var mest interesseret i at læse. Så jeg sad bagerst i klassen og slugte den ene kæmpestore bog efter den anden, mens de andre lærte det, man skulle. Det førte til en række alvorlige skole-hjemsamtaler, hvor de fortalte mine forældre, at jeg godt kunne hvis jeg ville. Men jeg ville ikke, så i 6.klasse stoppede jeg og gik derhjemme i 1 ½ -2 år.

Så startede jeg på Møllevejens skole i Nivå. Det er et tilbud til skoletrætte unge, der ikke rigtig kan finde plads andre steder, og det var et meget hårdere miljø, end jeg var vant til. Det var meget, meget skoletrætte unge jeg kom i klasse med, og der var også mange konflikter på grund af de udfordringer, de havde med sig. Men lærerne var ekstremt gode til os. De var utrolig tålmodige og fleksible, og kunne se, hvad vi havde brug for. Jeg havde brug for at læse, og det fik jeg faktisk lov til meget af tiden. Så blev jeg bare sat til at lave boganmeldelser og sådan noget. Undervisningen var meget individuelt tilrettelagt. Der var selvfølgelig krav til, hvad vi skulle igennem, men vi fik mange pauser, og hvis vi ikke kunne fordøje emnerne, lærte de os det på en anden måde. Alle lærerne havde den målsætning til fælles, at vi skulle gennemføre på vores egne præmisser, og jeg endte faktisk med at blive interesseret i dansk og matematik og nogle af de andre fag.

Jeg nåede dog at blive skoletræt igen, hen mod slutningen af 10. klasse, og var ved at droppe ud inden eksamen. Men min engelsklærer Sille, satte sig ned med mig på den sidste dag for aflevering af dispositionen, og insisterede på at gennemgå den med mig punkt for punkt. Fordi hun bogstaveligt talt trak mig igennem det, fik jeg lavet opgaven. Min motivation var der slet ikke, men hun arbejdede med den smule, jeg gav hende. Bagefter sagde hun, at jeg bare skulle gå op til eksamen og snakke. Jeg var lidt frustreret over, at hun ”tvang” mig på den måde, men at jeg tog den eksamen, har været en kæmpe hjælp sidenhen. Hun tvang mig på en måde, så jeg ikke satte hælene i, sådan som jeg ellers havde en tendens til at gøre det i folkeskolen. Hun gav mig nogle rammer – ”hvis du bare fylder indholdet ud, så kan vi arbejde med det”. Og så gik det faktisk ok til eksamen og jeg fik 4 eller 7.

Efter 10.klasse startede jeg på SOPU i Hillerød, som er en social- og pædagogisk uddannelse. Det var faktisk lidt af en chokoplevelse, 40 elever og én lærer, og slet ikke noget for mig. Jeg stoppede hurtigt igen, og så gik jeg hjemme i omkring 2 år. Men jeg begyndte at kede mig, og så startede jeg på kokkelinjen på erhvervsskolen i Hillerød. Det var dels for at prøve noget nyt, og så fordi jeg havde en idé om, at det her med at lave mad, det var ikke særlig svært… men det var svært! Jeg var blevet optaget på kvote 2, og det betød, at jeg sprang 1. grundforløb på skolen over. Så jeg startede i en klasse, hvor de andre allerede kendte hinanden og havde lært alt det basale om madlavning. Jeg skulle nok have startet på 1.grundforløb, men det kunne jeg ikke. Det var ikke en negativ oplevelse, men det var ret overvældende. Både på SOPU og på Erhvervsskolen, var der et socialt liv, som jeg ikke kunne finde mig til rette i. Der var for mange mennesker, og jeg følte ikke, at jeg passede ind – og så trak jeg mig. Jeg vidste ikke, hvem jeg var endnu, og synes det var skræmmende at være sammen med nogen, der udadtil havde helt styr på det hele.

Så gik der et halvt år, hvor jeg gik hjemme igen. Så startede jeg på Produktionsskolen her i Helsingør. Der var en fed energi og lærerne var meget engagerede og slet ikke læreragtige. Jeg valgte den pædagogiske linje, selvom det var rimeligt skræmmende. Tænkte det ville være godt for mig at være mere social, og prøve mig selv lidt af. Jeg passede ikke helt ind til at starte med, men det var rigtig hyggeligt, og der var en fed stemning. Der var ikke nogen tavle eller en egentlig plan for de faglige mål, det var meget flydende. Eva, vores lærer, sad på lige fod med sammen med os, og så lavede vi nogle ting, som vi alle kunne snakke om og følge med i. Hendes metode var meget personlig og erfaringsbaseret. Vi blev kastet ud i mange forløb og praktikker, fordi hun mente, at vi skulle lære noget, som man ikke kunne lære ved at læse om det. Man skulle prøve det. Den praksisviden vi fik, kunne vi så arbejde videre med mere teoretisk bagefter. Det var indlæring på en helt ny måde. Det sociale aspekt var også vigtigt, der var en fed energi, og alt det vi lavede, gik vi meget op i. Vi følte os meget nyttige, for alt det vi lavede, havde værdi og indflydelse på vores omverden. Det voksede vi alle sammen bare helt utroligt meget af.

Jeg gik på pædagoglinjen i et år, og det er det år, jeg føler, jeg er vokset allermest nogensinde – ikke fagligt men socialt. Jeg startede midt i et forløb, hvor vi skulle ud og arrangere lege med børn i en børnehave. Så nærmest fra 1. dag stod jeg derude og havde, sammen med 2 andre, ansvaret for børnene fra en hel stue. Det var skræmmende. Det at lave noget, der er så grænseoverskridende, at man bliver helt høj på adrenalin. Det var vildt fedt! Jeg tænkte, at når jeg kan det her, så kan jeg nærmest også alt andet! Det kunne jeg ikke – men det var fedt at have følelsen! Gennem responsen fra børnene fandt jeg ud af, at det altid handler om, hvilken energi vi selv lægger i det. Pædagogerne var vildt glade for at få os ud, og vi fik en fantastisk respons mange af stederne. Jeg kunne godt lide at arbejde med børn, men det drænede mig også, og jeg kunne ikke opretholde den fede energi. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg ikke var klar til det, eller om det bare ikke var mig.

Men jeg fandt ud af, at jeg i det år, som jeg havde brugt på at lege og arbejde med børn, havde udviklet mig virkelig meget mentalt, og at det medførte, at jeg fik lettere og lettere ved at håndtere de mere boglige udfordringer i de fag, vi fik, da skolen blev lavet om til en FGU. Det havde jeg faktisk savnet, opdagede jeg. Det, jeg tidligere gerne havde villet undgå, blev pludselig interessant. Så vi arbejdede nu halv tid med det vi plejede at lave og halv tid med egentlig undervisning. Men jeg ville have meget mere undervisning, og jeg fik mod på at snakke med dem på HF i december 2020. Det viste sig dog, at jeg var bagud i nogle af de fag, de krævede, for at jeg kunne blive optaget. Jeg flyttede derfor over til AGU, og selvom det var en rodet opstart med den nye konstruktion FGU, oplevede jeg, at alle i klassen var motiveret for at lære noget. Jeg tror, vi alle så det som en mellemstation, som vi skulle bruge for at komme videre, og på et halvt år fik jeg samlet alt det op, jeg manglede og mere til.

Så kunne jeg starte på HF i august i år. Det var meget mærkeligt at starte på HF, selvom overgangen fra AGU egentlig var meget flydende. Det er jo fagligt indhold begge steder. Men alt hvad vi lærer på HF er helt nyt, helt ny tilgang, helt ny vinkel. Men jeg er klar, og det at jeg har læst så meget som barn, både på dansk og på engelsk, giver mig nogle fordele. Jeg læser og forstår hurtigt, og jeg har opbygget et stort ordforråd og en almen viden, som jeg har gavn af nu. Undervisningen på HF er typisk traditionel tavleundervisning men med federe elementer og med fænomenale lærere. De interesserer sig virkeligt for deres fag og går personligt op i det, og det giver en masse god energi, der smitter af på os. Dagene fylder meget, men jeg synes det er fedt.

Mine forældre havde gennem hele min skolegang den holdning, at hvis jeg ikke havde lyst, så skulle jeg ikke fortsætte. De havde måske en smule svært ved at skelne, hvornår jeg virkelig havde brug for en timeout, og hvornår jeg bare var doven og hellere ville være derhjemme. Hvor folkeskolen nok har syntes, at mine forældre burde have presset mig mere uanset konsekvenserne. Men jeg havde helt klart brug for den pause i folkeskolen, for jeg passede ikke ind. På Møllevejens skole bakkede mine forældre mig også op, da jeg var ved at hoppe ud, Men Sille så, at jeg godt kunne og bare havde brug for et lille (stort) skub for at komme i mål, og det er jeg utrolig glad for. Det hele endte jo lykkeligt – jeg er endt et sted, hvor jeg kan motivere mig selv. Det er utroligt rart.