Brendas historie

I fremtiden vil jeg gerne være selvstændig, kunne hjælpe andre mennesker, betale husleje og ikke have brug for mine forældres hjælp

Brenda 20 år

Gik på FGU 2019-2021

Startet på EUD Helsingør – SOSU-assistent linjen, august 2021

oplæsning

Jeg var 15 år, da jeg kom til Danmark fra Cameroun i Vestafrika sammen med min mor. Jeg kunne ikke forstå dansk og syntes, det var meget svært at lære. Jeg gik i 9. og 10. klasse, men det var alt for svært med sproget, og jeg følte mig så forvirret. Så i 10. klasse skiftede jeg til FGU, så jeg kunne tage 9.klasse igen.

Det var meget nemmere for mig på FGU. Jeg kunne bedre forstå sproget, og jeg lærte mange ting. Det var en helt anden måde at lære på. Når vi skulle lave opgaver, så vi for eksempel en lille film eller lærte grammatik med spil, som læreren havde lavet. Bagefter skulle vi skrive, hvad det var, vi havde lært. Det var sjovt og det gjorde det meget nemmere at huske, hvad vi havde lært.

Alle lærerne på FGU var dygtige til at hjælpe klassen. De brugte meget tid på at sikre, at vi forstod det, de gennemgik. De gav os flere eksempler på, hvordan vi skulle lave opgaverne og gennemgik dem med os, indtil vi forstod det. På FGU var vi flere, der ikke forstod dansk særlig godt, og det var rart, at man ikke er alene om at synes, det var svært. Der var meget bedre sammenhold, og vi hjalp hinanden med opgaverne. Jeg fik venner på FGU og en rigtig god veninde, som jeg laver en masse ting med.

Jeg vil gerne være sygeplejerske, men jeg kunne ikke tage en HF og komme på Sygeplejeskolen, fordi mine karakterer ikke var gode nok. Det var min mors veninde, der er sygeplejerske, der fortalte mig, at det var en god idé at tage en SOSU-uddannelse først og så blive sygeplejerske bagefter. Så nu er jeg er startet på EUD i Helsingør. Jeg starter med at uddanne mig til SOSU-assistent, og bagefter tager jeg uddannelsen til sygeplejerske. Så kan jeg hjælpe syge og gamle mennesker her i Danmark og måske også i mit hjemland en dag.

Mens jeg gik på FGU, var jeg i praktik på et plejehjem, samtidig med at jeg gik i skole og lærte dansk og matematik. Jeg arbejdede der også i min sommerferie, hvor de manglede personale på grund af ferie. Det var meget spændende at arbejde på et plejehjem, og jeg lærte mange ting. Det var også fysisk hårdt, og jeg blev meget træt. Min mors tidligere kollega arbejdede der også, og hun hjalp mig meget. Hun viste mig, hvordan jeg skulle gøre tingene og var meget sød mod mig. Alle, både beboerne og dem der arbejdede der, var meget søde ved mig.

På plejehjemmet kunne jeg se, at jeg var god til at hjælpe mennesker. Jeg snakkede med beboere og hørte dem fortælle deres historier. Det var ret spændende. Jeg lærte også hurtigt en masse dansk af de gamle mennesker. De lærte mig rigtig mange ord, som jeg ikke kendte i forvejen. Da jeg stoppede, fik jeg en masse blomster af mine kolleger, og de sagde, at jeg var rigtig god til at samarbejde og til at arbejde med de gamle.

Uddannelse er meget vigtig for mig. I fremtiden vil jeg gerne være selvstændig, kunne hjælpe andre mennesker og betale husleje og ikke have brug for mine forældres hjælp. Blive uafhængig og selvstændig. Jeg vil også gerne kunne hjælpe min familie i Afrika. De har ikke så mange penge.

Oles historie

Nogle gange skal der bare et skub til – og det skub kan komme i alle mulige former…

Ole 25 år

Gik på Produktionsskolen fra 2019

I lære som anlægsgartner

oplæsning

Jeg er født og opvokset på Grønland og boede der, til jeg var 22.

Jeg blev mobbet virkelig groft i folkeskolen. Jeg synes ikke, lærere er gode til at håndtere de situationer, men hvad kan de gøre? De har ikke så mange sanktionsmuligheder. Hvis jeg sidder og chatter med nogen af dem, jeg gik i klasse med nu, så vil de helt sikkert sige, at de er kede af at det, men sket er jo sket. Men selvom der er sket noget dårligt, kan man jo vende det til noget godt… se det lyse i det til sidst. Det er den tilgang, jeg har valgt at have.

Efter folkeskolen startede jeg med at arbejde som post. Der havde jeg mange gode oplevelser. Men jeg kom på kant med nogle hashpushere, da jeg passede mine forældrenes hus, mens de var på ferie i Danmark. Alle mulige ukendte mennesker kom og bankede på ruder og døre, så jeg var nødt til at gemme mig i kælderen med en hammer. Min far foreslog, at jeg flyttede til Danmark for at slippe væk fra det. Det var egentlig også planen, fordi jeg her kunne få en bedre uddannelse. Så jeg sagde op fra mit arbejde og flyttede hjem til en fremmed familie for at være et trygt sted, inden jeg kunne rejse videre til Danmark. Jeg boede kun hos familien i tre dage, men jeg følte mig meget velkommen og nåede at knytte meget stærke bånd til dem. Vi har stadig kontakt med hinanden i dag.

Da jeg kom til Danmark, var jeg stadig rystet ovenpå de frygtelige oplevelser med pusherne. Jeg boede hos min søster og hendes kæreste i et halvt år, hvor jeg kom til hægterne igen. Så skulle jeg ud at finde arbejde. Men jeg kunne ikke finde et job uden kørekort, og mit grønlandske kørekort var udløbet, så jeg skulle tage det forfra. Det havde jeg ikke råd til. Så fik jeg to alternativer hos kommunen – enten at samle affald eller starte på Produktionsskolen. Jeg tænkte, at Produktionsskolen kunne være en god start på alt muligt, for der jeg kunne vælge forskellige fag

Jeg startede på Den Grønne linje, hvor Peter var lærer. Han virkede ret skrap, men der var også noget imødekommende over ham. Jeg var stadig lukket inde i den hårde skal, jeg havde bygget op om mig selv, men til sidst lykkedes det Peter med hyggelige samtaler, klap på skulderen og kaffe hjemme hos ham, at få knækket skallen midtover. Jeg endte med at stortude i hans arme og takke ham. Jeg havde haft så meget brug for at møde og snakke med sådan en som ham, og ikke engang min egen familie havde kunnet få mig ud af min skal.

Der er nogen, der siger, at lærere ikke skal komme alt for personligt ind på deres elever, men Peter mente det helt modsat – at man burde komme tæt på dem, man har med at gøre, uanset om det er skole, arbejde eller fritid. Jo tættere man føler sig, jo mere forstår man hinanden. Alle lærerne kunne jo noget, men Peter havde det, jeg havde brug for. En hård hånd – men med kærlighed. Han var ærlig og tydelig. Og det betød meget, at vi elever kunne komme forbi hjemme hos ham og fx se en film og få en kop kaffe. Vi elever havde det også godt sammen socialt. Mange elever jubler jo, når de stopper på skolen og skal videre, men jeg var tæt på at stortude.

Jeg var ude i flere praktikker mens jeg gik på Produktionsskolen, men kunne ikke finde en praktik på det grønne område. Jeg var i stedet ude i en praktik som glarmester. Da jeg kom tilbage fra den praktik, havde Peter fundet et sted, der skulle bruge en anlægsgartner-elev. Selvom de skulle bruge en grå og jeg egentlig ville have været grøn, var jeg frisk. Jeg startede som praktikant, men allerede efter 2-3 dage sagde mester, at jeg bare skulle sige til, så fik de lavet en lærekontrakt. Jeg var så glad! Det var jo en start på min fremtid!

Jeg havde stadig kontakt med Peter, efter jeg var startet som elev, og da jeg skulle starte på skoleforløb i Roskilde, gav han mig nogle lærebøger om gartnerfaget. Der stod forskellige navne i, og Peter skrev sit eget navn i dem og sagde, at jeg skulle skrive mit navn ind i dem, og give dem videre, når jeg var færdig med dem.

Jeg var ikke så god til at kommunikere med drengene i folkeskolen på grund af mobningen, så det var pigerne jeg snakkede med dér. Men det er en mandeverden, jeg arbejder i nu. De er som en lille familie, og vi samles altid til frokost og sidder og hyggesnakker. Vi kan sige det til hinanden, hvis der er noget, der går én på. Vi har kommunikationen, og vi har forståelsen for hinanden og jeg trives. Jeg arbejder meget sammen med en, som også har gået på Produktionsskolen, og det er sjovt, at vi kan tale om oplevelser fra den tid.

Om 5-10 år? – Jeg ser mig selv som en fuld færdig grå svend, dér hvor jeg arbejder nu. Jeg elsker det. Nu er jeg i gang med at finde min egen vej som håndværker, jeg har en kæreste i Århus, som jeg ser i weekenden, og livet ser dejligt ud.

De frygtelige ting, jeg oplevede, inden jeg rejste fra Grønland, endte jo med at føre så mange vidunderlige ting med sig. Nogle gange skal der bare et skub til – og det skub kan komme i alle mulige former. Man skal holde udkig og tænke, hvorfor sker det her? Hvad kan det føre til? Jeg har lært, at hvis jeg prøver, så kan jeg knytte stærke bånd til andre og være noget for andre. At det handler om ens egen tilgang til det der sker – tilgangen til andre, familie, kolleger, venner. Nu skinner solen så dejligt, eller du har en aftale med et menneske, du holder af – så pyt med den lille dårlige oplevelse du lige har haft… Det er især Peter, der har vist mig det, og det er jeg taknemmelig for.

Maries historie

Der er ikke kun én måde at være på…

Marie, 21 år

Voksede op alene med sin mor

FGU – pædagogisk værksted og AGU

Startet på fuld HF august 2021

oplæsning

Min far døde af hjertestop, et par måneder før jeg blev født, så det har altid bare været mig og min mor. Min mor er direktør, så hun har altid arbejdet meget, og jeg har være meget alene.

Jeg har nået at gå på ca. 10 skoler siden 1. klasse. Det gik super godt indtil mobningen startede omkring 3.klasse. Vores lærer var syg i lang tid, og vi havde vikar hele tiden. Der var en pige i min klasse, der styrede det hele. Hun bestemte hvem, der måtte lege med hvem, og hvem der ikke måtte lege med. Hun var også min bedste veninde, så jeg skulle også kæmpe med hende. I 4.-5. klasse var der til sidst 7 piger, der skiftede skole på grund af mobningen. Jeg tror ikke lærerne havde ressourcer nok – havde tid nok. De så det heller ikke, for når lærerne var der, opførte mobberne sig ordentligt. Det foregik jo i frikvartererne

Jeg skiftede så til en privatskole, men var nødt til at skifte igen allerede efter ½ år, da jeg blev ramt af social angst og en svær depression. Jeg havde enormt svært ved at kigge på andre, så jeg kiggede ned i gulvet hele tiden. Jeg havde også svært ved at sige noget. Det var som om, ordene ikke kunne komme ud af munden på mig. Da jeg var omkring 13-14 år fik jeg diagnosen autisme, og så blev jeg sendt på en specialskole. Men det gik bare dårligere og dårligere. Jeg kunne til sidst ikke engang gå ud af mit eget værelse, og kom kun ud, når jeg skulle tisse. Min mor prøvede alverdens ting for at få mig i gang. Hun har bare kæmpet løs, siddet oppe i handicapafdelingen på kommunen og ikke villet gå, før hun havde talt med en leder. Hun ville have, at jeg fik hjælp, for jeg skulle ikke bare sidde derhjemme og have det så dårligt.

Da jeg blev 18, fik jeg endelig fjernet den autisme-diagnose. Jeg havde simpelthen kæmpet for at få den væk, for jeg kunne bare ikke se det… Det kunne min familie heller ikke. Man fandt så ud af, at jeg ikke havde autisme, men at jeg var særlig sensitiv overfor lyde og alting. Jeg var stadig meget trist og var i perioden, fra jeg var 14-17 år, indlagt akut rigtig mange gange. Jeg har aldrig forsøgt at begå selvmord, men jeg var bare så træt af at leve og havde brug for at få fred for mine følelser…

Jeg har haft utrolig mange dårlige lærere. Flere af dem virkede som om, at de ikke havde lyst til at blande sig, når der var mobning. De var der bare for at arbejde. Så det var enormt rart at komme på FGU og møde nogle lærere, som både var enormt pædagogiske og åbne omkring de problemer, eleverne havde. Det er jo de færreste, som starter på FGU, der ikke har en eller anden forhistorie. Der går alle mulige mennesker, med alle mulige baggrunde, og mange har dårlige erfaringer med at gå i skole og har måske ikke været i skole i lang tid. Det er som om, lærerne her kan hjælpe én, uanset hvilket problem du har. Hvis man er enormt udadreagerende, er der plads til det, og hvis man er stille, er der plads til det. Der er ikke kun én måde at være på. Og de forklarer ikke kun tingene på én måde, som man kender det fra folkeskolen. De tilpasser også undervisningen efter det niveau, man er på, uanset om det er 6.klasses eller 9.klasses niveau. Så man ikke skal sidde og være ked af det og føle sig dum. De ved, at man kan være god til rigtig mange ting. Det handler ikke kun om det faglige og om karakterer. De er dygtige til at finde ud af, hvad vi ellers er gode til og inddrage det i undervisningen. Der er også elever på FGU, der er enormt dygtige fagligt, men så har de måske haft det svært psykisk eller været skoletrætte.

Det var det sociale, der var sværest for mig, da jeg startede på FGU. Jeg havde jo ikke været social i flere år, og jeg tror der gik to år, før jeg kom rigtigt ind i det sociale liv og fik styr på de uskrevne regler. Der var også en masse drama i starten, men Eva, der var vores lærer på Pædagogisk værksted, var enormt god til at håndtere de dér konflikter og intriger. Eva sagde den første dag ud i klassen, at vi skulle komme til hende, hvis vi havde problemer, eller noget vi døjede med. Hun ville rigtig gerne hjælpe os, men hun kunne kun hjælpe os, hvis hun vidste, hvad der var galt. Jeg tog mig sammen og gik hen og fortalte hende, hvilke problemer jeg havde. Hun sagde, at hun var glad for at vide det, og hun fortalte mig også, at jeg bare skulle sige til, hvis der var noget, hun kunne gøre. Jeg skulle ringe, hvis jeg fik det dårligt og ikke kunne komme i skole, og hvis jeg kun kunne være der en time, så var det også ok. Man kunne også godt mærke på Eva, at hun kunne lide at være lærer på FGU – det var ikke bare et arbejde for hende.

Der har været perioder, hvor jeg fik det enormt dårligt, men jeg blev ikke smidt ud. Eva sagde hver gang, at det var ok, og jeg skulle bare blive hjemme, til jeg var klar. Hvis der var noget, skulle jeg bare ringe. Jeg måtte godt ringe selvom klokken var 2 om natten, det var Eva ligeglad med. Men det gik mig egentlig super godt på FGU. Jeg havde stadig mine nedture, havde stadig min angst og depression, men jeg blev altid mødt med åbne arme på skolen. Det var enormt rart, at man ikke skulle tage den dér maske på for at passe ind.

Det var også på det pædagogiske værksted, jeg mødte Niclas, og vi blev kærester. Efter 1 ½ år skiftede jeg til AGU, fordi jeg gerne ville gå på HF. Der tog jeg 10.klasse på et halvt år, og det var dér, jeg fandt ud af, at jeg faktisk var ret fagligt god… I Folkeskolen gav mine lærere mig altid en følelse af, at jeg var dårlig, i stedet for at hjælpe mig med at lære mig det, jeg skulle kunne.

Der var flere, der sagde til mig, at jeg ikke måtte blive ked af det, hvis jeg ikke kunne klare at starte på HF. Så kunne jeg altid tage et år mere på FGU. Jeg blev så irriteret, for det var bare det, jeg skulle nu! Og jeg kunne bare mærke, at jeg var klar til at komme videre!

I august startede jeg så på en fuld HF, og det går rigtig godt. Jeg har fået venner for første gang siden 7.klasse, og jeg tror, det var godt, at jeg fik trænet mine sociale færdigheder på FGU, inden jeg startede her. Jeg har stadig angst og depression, men slet ikke på samme niveau som tidligere – overhovedet ikke!

Når jeg er færdig med min HF, vil jeg måske gerne være politibetjent, psykolog eller noget andet, hvor jeg kan hjælpe mennesker. For jeg er god til at snakke med mennesker og til at forstå dem, hvis de har det svært. Men lige nu vil jeg bare nyde, at det går godt, og at jeg på vej i den rigtige retning.

Niclas historie

Når jeg kan det her, så kan jeg nærmest også alt andet!

Niclas

23 år

FGU – AGU

HF august 2021

oplæsning

Jeg havde ikke en dårlig skolegang, men den manglede noget indhold – i hvert fald for mig. Jeg kunne ikke følge med, og jeg var heller ikke interesseret i at følge med. Jeg var simpelthen ikke indlæringsparat. Jeg var et meget introvert og stille barn, som var mest interesseret i at læse. Så jeg sad bagerst i klassen og slugte den ene kæmpestore bog efter den anden, mens de andre lærte det, man skulle. Det førte til en række alvorlige skole-hjemsamtaler, hvor de fortalte mine forældre, at jeg godt kunne hvis jeg ville. Men jeg ville ikke, så i 6.klasse stoppede jeg og gik derhjemme i 1 ½ -2 år.

Så startede jeg på Møllevejens skole i Nivå. Det er et tilbud til skoletrætte unge, der ikke rigtig kan finde plads andre steder, og det var et meget hårdere miljø, end jeg var vant til. Det var meget, meget skoletrætte unge jeg kom i klasse med, og der var også mange konflikter på grund af de udfordringer, de havde med sig. Men lærerne var ekstremt gode til os. De var utrolig tålmodige og fleksible, og kunne se, hvad vi havde brug for. Jeg havde brug for at læse, og det fik jeg faktisk lov til meget af tiden. Så blev jeg bare sat til at lave boganmeldelser og sådan noget. Undervisningen var meget individuelt tilrettelagt. Der var selvfølgelig krav til, hvad vi skulle igennem, men vi fik mange pauser, og hvis vi ikke kunne fordøje emnerne, lærte de os det på en anden måde. Alle lærerne havde den målsætning til fælles, at vi skulle gennemføre på vores egne præmisser, og jeg endte faktisk med at blive interesseret i dansk og matematik og nogle af de andre fag.

Jeg nåede dog at blive skoletræt igen, hen mod slutningen af 10. klasse, og var ved at droppe ud inden eksamen. Men min engelsklærer Sille, satte sig ned med mig på den sidste dag for aflevering af dispositionen, og insisterede på at gennemgå den med mig punkt for punkt. Fordi hun bogstaveligt talt trak mig igennem det, fik jeg lavet opgaven. Min motivation var der slet ikke, men hun arbejdede med den smule, jeg gav hende. Bagefter sagde hun, at jeg bare skulle gå op til eksamen og snakke. Jeg var lidt frustreret over, at hun ”tvang” mig på den måde, men at jeg tog den eksamen, har været en kæmpe hjælp sidenhen. Hun tvang mig på en måde, så jeg ikke satte hælene i, sådan som jeg ellers havde en tendens til at gøre det i folkeskolen. Hun gav mig nogle rammer – ”hvis du bare fylder indholdet ud, så kan vi arbejde med det”. Og så gik det faktisk ok til eksamen og jeg fik 4 eller 7.

Efter 10.klasse startede jeg på SOPU i Hillerød, som er en social- og pædagogisk uddannelse. Det var faktisk lidt af en chokoplevelse, 40 elever og én lærer, og slet ikke noget for mig. Jeg stoppede hurtigt igen, og så gik jeg hjemme i omkring 2 år. Men jeg begyndte at kede mig, og så startede jeg på kokkelinjen på erhvervsskolen i Hillerød. Det var dels for at prøve noget nyt, og så fordi jeg havde en idé om, at det her med at lave mad, det var ikke særlig svært… men det var svært! Jeg var blevet optaget på kvote 2, og det betød, at jeg sprang 1. grundforløb på skolen over. Så jeg startede i en klasse, hvor de andre allerede kendte hinanden og havde lært alt det basale om madlavning. Jeg skulle nok have startet på 1.grundforløb, men det kunne jeg ikke. Det var ikke en negativ oplevelse, men det var ret overvældende. Både på SOPU og på Erhvervsskolen, var der et socialt liv, som jeg ikke kunne finde mig til rette i. Der var for mange mennesker, og jeg følte ikke, at jeg passede ind – og så trak jeg mig. Jeg vidste ikke, hvem jeg var endnu, og synes det var skræmmende at være sammen med nogen, der udadtil havde helt styr på det hele.

Så gik der et halvt år, hvor jeg gik hjemme igen. Så startede jeg på Produktionsskolen her i Helsingør. Der var en fed energi og lærerne var meget engagerede og slet ikke læreragtige. Jeg valgte den pædagogiske linje, selvom det var rimeligt skræmmende. Tænkte det ville være godt for mig at være mere social, og prøve mig selv lidt af. Jeg passede ikke helt ind til at starte med, men det var rigtig hyggeligt, og der var en fed stemning. Der var ikke nogen tavle eller en egentlig plan for de faglige mål, det var meget flydende. Eva, vores lærer, sad på lige fod med sammen med os, og så lavede vi nogle ting, som vi alle kunne snakke om og følge med i. Hendes metode var meget personlig og erfaringsbaseret. Vi blev kastet ud i mange forløb og praktikker, fordi hun mente, at vi skulle lære noget, som man ikke kunne lære ved at læse om det. Man skulle prøve det. Den praksisviden vi fik, kunne vi så arbejde videre med mere teoretisk bagefter. Det var indlæring på en helt ny måde. Det sociale aspekt var også vigtigt, der var en fed energi, og alt det vi lavede, gik vi meget op i. Vi følte os meget nyttige, for alt det vi lavede, havde værdi og indflydelse på vores omverden. Det voksede vi alle sammen bare helt utroligt meget af.

Jeg gik på pædagoglinjen i et år, og det er det år, jeg føler, jeg er vokset allermest nogensinde – ikke fagligt men socialt. Jeg startede midt i et forløb, hvor vi skulle ud og arrangere lege med børn i en børnehave. Så nærmest fra 1. dag stod jeg derude og havde, sammen med 2 andre, ansvaret for børnene fra en hel stue. Det var skræmmende. Det at lave noget, der er så grænseoverskridende, at man bliver helt høj på adrenalin. Det var vildt fedt! Jeg tænkte, at når jeg kan det her, så kan jeg nærmest også alt andet! Det kunne jeg ikke – men det var fedt at have følelsen! Gennem responsen fra børnene fandt jeg ud af, at det altid handler om, hvilken energi vi selv lægger i det. Pædagogerne var vildt glade for at få os ud, og vi fik en fantastisk respons mange af stederne. Jeg kunne godt lide at arbejde med børn, men det drænede mig også, og jeg kunne ikke opretholde den fede energi. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg ikke var klar til det, eller om det bare ikke var mig.

Men jeg fandt ud af, at jeg i det år, som jeg havde brugt på at lege og arbejde med børn, havde udviklet mig virkelig meget mentalt, og at det medførte, at jeg fik lettere og lettere ved at håndtere de mere boglige udfordringer i de fag, vi fik, da skolen blev lavet om til en FGU. Det havde jeg faktisk savnet, opdagede jeg. Det, jeg tidligere gerne havde villet undgå, blev pludselig interessant. Så vi arbejdede nu halv tid med det vi plejede at lave og halv tid med egentlig undervisning. Men jeg ville have meget mere undervisning, og jeg fik mod på at snakke med dem på HF i december 2020. Det viste sig dog, at jeg var bagud i nogle af de fag, de krævede, for at jeg kunne blive optaget. Jeg flyttede derfor over til AGU, og selvom det var en rodet opstart med den nye konstruktion FGU, oplevede jeg, at alle i klassen var motiveret for at lære noget. Jeg tror, vi alle så det som en mellemstation, som vi skulle bruge for at komme videre, og på et halvt år fik jeg samlet alt det op, jeg manglede og mere til.

Så kunne jeg starte på HF i august i år. Det var meget mærkeligt at starte på HF, selvom overgangen fra AGU egentlig var meget flydende. Det er jo fagligt indhold begge steder. Men alt hvad vi lærer på HF er helt nyt, helt ny tilgang, helt ny vinkel. Men jeg er klar, og det at jeg har læst så meget som barn, både på dansk og på engelsk, giver mig nogle fordele. Jeg læser og forstår hurtigt, og jeg har opbygget et stort ordforråd og en almen viden, som jeg har gavn af nu. Undervisningen på HF er typisk traditionel tavleundervisning men med federe elementer og med fænomenale lærere. De interesserer sig virkeligt for deres fag og går personligt op i det, og det giver en masse god energi, der smitter af på os. Dagene fylder meget, men jeg synes det er fedt.

Mine forældre havde gennem hele min skolegang den holdning, at hvis jeg ikke havde lyst, så skulle jeg ikke fortsætte. De havde måske en smule svært ved at skelne, hvornår jeg virkelig havde brug for en timeout, og hvornår jeg bare var doven og hellere ville være derhjemme. Hvor folkeskolen nok har syntes, at mine forældre burde have presset mig mere uanset konsekvenserne. Men jeg havde helt klart brug for den pause i folkeskolen, for jeg passede ikke ind. På Møllevejens skole bakkede mine forældre mig også op, da jeg var ved at hoppe ud, Men Sille så, at jeg godt kunne og bare havde brug for et lille (stort) skub for at komme i mål, og det er jeg utrolig glad for. Det hele endte jo lykkeligt – jeg er endt et sted, hvor jeg kan motivere mig selv. Det er utroligt rart.

Frederikkes historie

Jeg har skrabet mig selv op fra bunden, og jeg bliver glad ved at tænke på, hvor jeg står nu

Frederikke 23 år.

Gik på Produktionsskolen i Helsingør fra 2016

I Mesterlære som salgsassistent i Stark. Færdiguddannet om et år

oplæsning

Jeg startede i skole på Nordvestskolen. Her blev jeg både mobbet og tæsket. Da jeg gik i 3. klasse og svarede forkert på et spørgsmål i matematik, stod min lærer og grinede af mig og sagde, at jeg aldrig blev til noget. Det var svært at være i… at læreren også mobber én.

Så det endte med, at jeg skiftede til Gurrevejens skole. Men her blev jeg også mobbet psykisk. Alle andre gik til fodbold, men det ville jeg ikke. Så ville de andre ikke snakke med mig eller have noget med mig at gøre. Jeg havde det også svært med det boglige. Det endte med, at jeg fik depression og en spiseforstyrrelse, og da jeg var 13 år, prøvede jeg at tage mig eget liv. Jeg lå på hospitalet i en uge. I den uge blev jeg ved med at få beskeder fra dem fra klassen, hvor de skrev, at jeg pjækkede og bare ville gøre alt for at undgå at lave mine opgaver med dem.

Så fik jeg bare nok. Da jeg blev udskrevet og kom tilbage til klassen, stillede jeg mig op sammen med min mor og sagde, at grunden til at jeg ikke havde været der var, at jeg havde været indlagt pga. af en overdosis. Så kunne man se, hvordan de kiggede ned i bordet af skam. Lærerens kommentar var, at det jo ikke kunne være de andre elevers skyld, at jeg havde det svært i mit liv, for de var jo gode bogligt – de var gode til matematik og dansk, så de havde ikke noget med min situation at gøre… Min mor forsvarede mig, sagde at hun synes, det var noget pjat at stå og sige, når det i princippet ikke havde med noget bogligt at gøre. Grunden til at jeg stillede mig op, var jo for at få dem til at forstå, hvor galt det kan gå, når man bliver psykisk mobbet. Det er totalt åndsvagt, for der er forskel på at være god bogligt, og på at være god socialt med andre mennesker. Man skal kunne begge dele – men det kunne de jo ikke…

Jeg stoppede på Guurevejensskole og startede på det, der hed A-klasserne ved Ungdomsskolen. Der gik jeg i 3 år og havde det virkelig godt med det. Jeg fik rigtig mange venner. Vi var alle kommet fra samme slags situationer, og derfor fik vi et kæmpe sammenhold. Vores lærerne var rigtig gode. De kunne håndtere, at vi havde det svært på hver vores måde, nogle havde ADHD, nogle noget andet eller tredje. Det kunne de håndtere. Også mig der primært var skoletræt. De brugte tid på én, og vi blev ikke sat ikke i bås. Hvis man havde brug for det, var det ok at sige ”jeg går lige ud og tager 5 min.” Så fik man lov. Man fik plads, og man fik tid. De kunne godt forstå, at når man havde siddet og kigget på den samme opgave en time, og stadig ikke forstod det… Så var det ok at gå ud og lige trække vejret. Ofte er det jo ikke sådan noget, man må i skolen. Så får man bare at vide, at ”det kan du gøre, når du har pause”.

Jeg har altid gerne villet være salgsassistent. Så efter folkeskolen startede jeg på HG, som det hed dengang, for at få den uddannelse. Men så var der alt mulig bøvl med min 10.klasseeksamen. Den havde jeg taget i A-klassen, men der var lavet en fejl, så der stod som om, at jeg havde taget en 9. klasse to gange. Da jeg startede på HG eksisterede A-klasserne ikke mere, så jeg kunne ikke bevise det, og de ville have, at jeg tog 10.kl. igen. Det var øv! Også den behandling jeg fik, hver gang jeg prøvede at forklare dem det. Så valgte jeg ikke at dukke op, for jeg synes det var totalt uretfærdigt. Så blev jeg stædig og tænkte – Fuck da jer! Men så blev jeg indkaldt til en samtale, hvor de sad de 4 voksne! og skulle svine mig til, fordi jeg havde været stædig og holdt på mit. Det kunne de ikke acceptere. Så sagde jeg til dem: ”I behøver ikke at give mig den dér sviner, for jeg stopper bare!”.

Så startede jeg på KUU for ikke at gå i stå, bare for at have et eller andet. Bagefter gik jeg arbejdsløs i en periode. Så startede jeg på Produktionsskolen på det Grønne hold hos Peter. Det blev jeg rigtig glad for, og jeg gik der et år.

Jeg kunne godt virkelig godt lide at være på Produktionsskolen. Jeg kunne godt lide lærerne og de mennesker, der gik her. Kan godt lide at opleve, at der er forskel på mennesker, og at det er ok. At høre om deres liv, hvad de har oplevet. Det man altid hørte udefra om Produktionsskolen var, at der kun gik unge, der ikke gad lave noget – at de ikke kunne en skid og sådan noget dér… Men da jeg startede, fik jeg et helt andet syn på det. Det jeg så, var unge, der har det svært. Meget svært.  De fleste af dem havde fx ikke en mor eller havde mistet deres far… Nogen havde slet ikke noget familie og var helt alene. Der var en større grund til, at de gik her, og den måde, som folk udefra kiggede på dem, var meget forkert. Jeg snakker jo godt med alle, og så får man et helt andet indblik. Jeg kunne se forskelligheden i de unge, der kom her, og jeg så, at det var unge, der bare havde brug for en hånd.

Vi var en stor flok fra skolen, der tog på cykeltur til Prag. Det gav et tæt sammenhold mellem både lærere og elever. Det har betydet rigtig meget for mig. Man kunne snakke med lærerne på en mere privat måde. De snakkede til os, som om vi var på samme niveau som dem. Vi blev ikke bare set på som elever. Det var nok det, der betød mest og boostede mig mest. Jeg følte mig mere tilpas med mig selv, mere voksen. Ligeværdig. Det var noget, jeg tog med mig, og det gjorde mig meget mere selvstændig.

Jeg synes helt klart, at Peter var noget helt særligt som lærer, han kæmper for de unge. Peter har altid været god til at tage sig tid til at snakke én, hvis man har det svært. Han tager meget hensyn, og han er meget omsorgsfuld. Han giver én den kærlighed, man har brug for, når man har det svært. Han er god til at forberede en på, hvordan det at komme ud på en arbejdsplads. Hvordan de er overfor dig – og hvordan du skal være overfor dem. At man, når man starter som fx gartner et sted, så er der ingen kære mor… Han er også rigtig god til at fortælle om sin egen livserfaring. Det har vi også lært meget af. Hvad han har prøvet, set og gjort. Hvad han har fået ud af det… og hvad man kan miste ved det.

Hvis man ikke kom i skole, så blev Peter pissesur! Sur og skuffet! Jeg har også taget mine skideballer, når jeg ikke mødte op. Men han vidste også, at der kunne ligge noget bagved, at det ikke altid var pjæk men måske noget derhjemme. Jeg havde fx nogle problemer med en ex-kæreste, der ikke ville lade mig være. Peter hjalp mig meget med at komme videre. Hvis man ringede og sagde man var syg, så ville han helst have, at man kom alligevel… Sådan ”Kom og se hvordan det går, og bliver det ikke bedre, så tag hjem. Vis at du gider… gør en indsats”. Det bruger jeg også nu i mit arbejde. Hvis jeg er syg, tager jeg på arbejde og hvis den er helt gal, tager jeg hjem igen. Jeg vil gerne ”vise flaget”. Det er de glade for på mit arbejde.

Det har været meget hårdt for mig, det her med at skulle finde ud af, hvad jeg vil. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at jeg skulle arbejde med det samme resten af livet. Og når man så er så skoletræt, som jeg var… for boglig det er jeg ikke… til gengæld kan jeg alt med mine hænder! Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, man i dag skal være boglig… det tynger rigtig mange mennesker! Det er det, der er så fedt ved FGU – man får mulighed for at prøve forskellige praktiske ting af.

Det er Peter, der har været afgørende for de valg, jeg har truffet. Han var god til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad det var, jeg ville. Han så jo også, hvad det var jeg kunne, og han sparkede mig ud i rigtig meget praktik. Jeg ville rigtig gerne have været gartner, men det kan jeg ikke med min ryg. Så fandt vi ud af, at det skulle være Stark, og Peter tog med mig derop. Han har været meget indover, været med til at presse på og give mig det sidste skub – sige ”Du kan godt!” Han er rigtig meget grunden til at jeg er så langt, som jeg er. Det sætter jeg meget stor pris på.

Tror også det er derfor, jeg har fået det arbejde, jeg har nu. De er vildt søde alle sammen. Vi har et tæt forhold, et stærkt sammenhold, og vi tager hånd om hinanden. Der er ikke nogen, der ser ned på nogen eller har noget på hinanden. Det er ligesom mit andet hjem. Mine kolleger er der for mig, og jeg kan snakke med dem om alt. De er som familie for mig, som venner. Jeg kan gå til min chef og sige, at jeg er ked af det, og så siger han: ”Ved du hvad Frede, det kan jeg godt forstå. Du tager bare den tid du har brug for, og hvis du har brug for at snakke om det, så snakker vi om det”. Det er så megafedt, at de tager initiativ til at lytte på dig. At der også er plads til, at vi passer på hinanden. Jeg kan godt forestille mig at blive der meget længe. Men jeg snakker jo med en masse håndværkere på arbejdet, og jeg bliver også nysgerrig på deres fag. Selvom jeg måske ikke kan med min ryg… men hvis jeg fik lyst til det en dag, så tror jeg, der var muligheder…

Det betyder meget for mig at have et arbejde. Jeg har haft et arbejde, siden jeg var 13 år gammel, for jeg kan ikke sidde stille, jeg vil prøve mig selv af. De fleste ser ned på mennesker, der ikke har et arbejde. Det synes jeg er totalt ærgerligt, for man skal tænke på, at der også kan være en grund til, at de ikke kan finde arbejde. Der er rigtig mange, der har svært ved det. Det er jo igen det med, at rigtig mange unge mennesker ikke er gode bogligt og derfor ikke kan få den uddannelse, eller det job, de gerne vil have. Fordi de ikke har det stykke papir. Vi får ikke chancen for at vise, at vi sagtens kan det, vi gerne vil! Jeg kan bedre se meningen med at lære tingene ved at afprøve dem i praksis i stedet for at læse om det på et stykke papir.

Jeg har skrabet mig selv op fra bunden, og jeg bliver glad ved at tænke på, hvor jeg står nu. Jeg er et godt sted i livet!